onsdag den 21. oktober 2009

Woozee - En legetøjsrobot

Et snedigt spiludviklingsfirma har fundet på at lave en "toybot platform", hvilket vil sige et system, som implementeres i et stykke legetøj. Deres prototype hedder Woozee og er sødest i den virtuelle udgave øverst. Det er meget tydeligt, at der er tale om en meget tidlig prototype, og at firmaet udvikler computersystemer og ikke bamser! De lægger da heller ikke skjul på, at det er teknologien de sælger, og at prototypen blot skal illustrere nogle af mulighederne.

Woozee tegnet

Woozee dukke
(Screenshots fra video om woozee)

Det interessante ved denne legetøjsplatform er, at den integrerer en række kendte teknologier på en ny måde. Selve bamsen er bl.a. udstyret med GPS, internetadgang og accelerometer. Sidstnævnte gør det muligt at bruge bamsen som en styreenhed.
Ved hjælp af forskellige webapplikationer kan man eksempelvis bruge bamsen som vækkeur eller til at få fortalt en historie, som bedsteforældrene har indtalt. På billedet herunder, kan man se, hvordan det er meningen, at familie og venner vha. Informations og kommunikationsteknologier (IKT), skal være med til at give indhold til legetøjet.

Toybot platform
(Screenshots fra video om woozee)

Udover at lege med den fysiske bamse kan man også lege med sin Woozee på nettet. Eksempelvis vil man kunne spille forskellige spil med den på nettet, hvilket er praktisk, da den her er noget mere adræt end i sin fysiske form. Jeg tror at der kan være et persuasivt potentiale i denne form for system, som integrerer forskellige former for IKT og måske kan Woozee være med til at motivere børn på en anden måde end de klassiske spil - eller forældrene kan!
Hvis du vil vide lidt mere om Woozee og teknologien bag, kan du trykke på billedet herunder se de første syv minutter af en film om idéen.

toybot:woozee


2 kommentarer:

Lazlo sagde ...

Spændende men også lidt skræmmende at det er blandt de yngste, at slaget skal slås... alle etik-alarmklokker ringer, når det er legetøjsudviklere, der begynder at benytte sig af persuasive strategier og interaktive teknologier i deres designs. Fx i forhold til Littlest Petshop dyrene, hvor købet af en bamse legetøjsforretningen netop skal være starten på, at børnene begynder at benytte en betalingsside på nettet til at købe ting til deres dyr...

Maria Pertou sagde ...

Jeg er meget enig. Det er skræmmende, at der på den måde fokuseres på børnene, og det medfører en meget vigtig etisk diskussion i forhold til, hvad vi bør præsentere børn for. Det undrer mig dog ikke så meget, at det netop er børnene, der fokuseres på, for det er min erfaring at de ofte er langt mere nysgerrige i forhold til teknologi, og at de også lettere "tilgiver" teknologien, hvis den laver fejl. Men det gør det selvfølgelig ikke mindre skræmmende, hvis det udnyttes til at tjene penge!